RobertS.jpg

Klar – parat – Skills! Mød DM-deltager Robert Løgager Nielsen

Før Skills går i gang har vi taget temperaturen på Robert Løgager Nielsen, rollemodel for industritekniker.nu og industriteknikerlærling hos VOLA A/S, der har kvalificeret sig til at dyste til DM i Skills i Næstved d. 4.-6. april. Her skal han dyste mod 6 andre industriteknikere, men han kender ikke antallet eller hvem de andre deltagere er, for han er ikke interesseret i de andre deltagere. Han vil meget hellere køre sit eget løb og fokusere på, hvad han selv kan præstere til konkurrencen.

Vi har talt med ham om hans forberedelse og hans forventninger.

Hvordan kvalificerede du dig til at komme med til Skills?

-        Jeg havde slet ikke gjort mig nogen tanker i den retning. Det var min faglærer der kom en dag og prikkede mig på skulderen, og på den måde gav mig muligheden. Og så tænkte jeg, ja, sådan en mulighed griber man da. Jeg gør i hvert fald. Og da jeg så gik videre fra den regionale konkurrence, ja, så blev næste skridt Skills.

Kan du fortælle lidt om hvordan du forbereder dig til konkurrencen?

-        Der er to aspekter i det. Det faglige og det mentale. Det faglige arbejder jeg på hver dag i form af at jeg skal til svendeprøve om nogle uger. De sidste måneder har jeg trænet en del programmering både hjemme og på arbejde. Jeg er så heldig, at VOLA, min arbejdsplads, har fået det programmeringssprog der bliver brugt til Skills, så det giver jo en fordel.

Og så er der det mentale, og da har alle vi som har kvalificeret os på Herningsholm, været til træning i teambuilding og mentaltræning i et døgn på skolen. Der blev vi coachet af Nikolaj Asmussen, der selv har deltaget i og vundet guld for murerne ved både DM og VM. Så han lærte os hvordan vi disponerer vores tid og planlægger opgaven vi får stillet. Hvordan vi kan holde det mentale fokus og ikke lade os hyle ud af den, selvom der er mange der kigger på, og der er tidspres. Ligeledes har jeg fået god hjælp fra min faglærer på skolen til både det faglige og det mentale.

Kan du træne til en bestemt opgave?

-        Nej, jeg bestemmer ikke selv hvilken opgave, jeg skal lave. Jeg møder bare op, får en opgave og en tidshorisont indenfor hvilken opgaven skal løses. De kigger ikke på hvordan jeg løser opgaven, det er kun slutresultatet der gælder. Altså der skal selvfølgelig være nogen sikkerhedsmæssige ting i orden, såsom sikkerhedsbriller og -sko. Men udover det så er det slutresultatet de bedømmer på.

Ved du, hvor mange du er oppe i mod?

-        Nej, og det interesserer mig heller ikke hvor mange eller hvem de andre deltagere er. Jeg vil fokusere på mit eget, på den måde kan jeg bedre køre mit eget løb.

Hvilke forventninger har du til din egen præstation?

-        Jeg forbereder mig på det værste og håber på det bedste. Men jeg vil gerne se, om jeg ikke godt kan komme i top 3. Det er i hvert fald mit håb og min plan.

Hvis du nu vinder og kvalificerer dig til fx Euroskills eller Worldskills, hvad venter dig så?

-        Det ville være vildt, og så venter der mig intensiv træning i rigtig lang tid, for der er konkurrencen endnu hårdere, har jeg hørt.

Er der nogen, der tager med dig til Næstved og hepper på dig?

-        Ja, der er både nogle kammerater her fra Horsens, hvor jeg bor, der selv skal deltage, dog i andre fag. Så de er med på sidelinjen, ligesom jeg støtter dem.  Og min faglærer, måske to lærere tager afsted, det ved jeg faktisk ikke helt. Min familie kommer også med over for at se, hvordan det kommer til at gå.

Så mangler vi blot at sige; Held og lykke til Skills!

-        Mange tak.

Vi taler med Robert igen, når han har været til Skills, for at høre hvordan han placerede sig og hvordan det var at deltage i DM i Skills 2019

Hvorfor vente?
Søg om optagelse nu!

Vi er også sociale!

Følg industritekniker.nu og få løbende information og opdateringer om events, nye praktikpladser og meget mere.

Følg os på LinkedIn

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik

OKAY